Tv NU Film I dag Sport I dag Top Tv Digital TV Hd TV

Boykotter holdene F1-Grand Prix?

12:16 - 01. nov 2014

Boykotter holdene F1-Grand Prix? formel 1

Tre Formel 1-hold stejler over ulige fordeling af pengene i den prestigefyldte motorsport og truer nu med boykot.

Det står allerede klart, at hverken Marussia eller Caterham vil være at finde under det amerikanske Grand Prix, der søndag køres i Austin, Texas.

Kort fortalt skyldes det økonomiske trængsler hos de to hold, og ifølge avisen The Times, så kan flere teams måske følge trop.

Det forlyder nemlig, at cheferne hos Lotus, Force India og Sauber fredag aften diskuterede en boykot af løbet i protest mod den ulige fordeling af pengene i Formel 1. Det skriver Ekstra Bladet.

Selvom blandt andre BBC's pit lane-reporter Jennie Gow, der har været i kontakt med ledelsen hos Force India, fejer rygtet af bordet, så er der dog muligvis noget om snakken.

Således er der tydelige frustrationer at se i BBCs interview med Force Indias Bob Fernley.

"Formel 1 står ved en skillevej. Der er tydeligvis en dagsorden. To hold er blevet tvunget ud. Hvor mange flere skal presses ud, før de opnår det mål, de går efter?" spørger han og fortsætter:

"Vi har misset en mulighed for at gøre Formel 1 bæredygtig. Det er sket, og der er ingen grund til at se tilbage. Jeg tror, at Formel 1 får et andet format i 2015, og jeg ved ikke, hvordan det bliver."

Det er særligt fordelingen af de skyhøje indtægter i sporten, der gør rigtigt ondt på de mindre hold.

Den fordeling bestemmes nemlig af aktuelle og tidligere resultater, så selvom Formel 1 har en omsætning på hele 10,6 mia. kroner, og selvom 63 procent af den sum går videre til holdene, så ser de små teams kun få af pengene.

Det hjælper heller ikke, at sponsorater kan være svære at forhandle på plads, som den globale økonomiske situation ser ud lige nu.

Udsigten til et boykot er dog ikke noget Force India-bossen Vijay Mallya lægger vægt på, men han er tydelig i mælet om alvorligheden af situationen.

"Jeg har ikke haft nogen samtale med noget team om en boykot, men jeg har diskuteret vores enorme skuffelse over tabet af Marussia og Caterham med Lotus og Sauber," siger han og fortsætter:

"Jeg er mere end bedrøvet over at høre om attituden hos de store teams, som den bliver udtrykt hos Mercedes - at de vil bruge de midler, de har lyst til at bruge, og at hvis andre hold har råd til at deltage, er de velkomne, ellers er det ud."

Ifølge Mallya er det udtryk for en enorm arrogance hos de store hold.

"Jeg tror ikke, at disse store teams skriver reglerner eller, at det er deres mesterskab. FIA burde levere en platform for de deltagende teams, og skrive reglerne for deltagelsen. De store teams' arrogance skal skrues ned. De små teams har også mange fans, og de bør respekteres. Man kan ikke tage de små teams for givet," advarer Force India-bossen.

Skulle det ske, at flere hold trak sig, så kunne antallet af biler komme under 20, og i det scenarie er Red Bull, Ferrari og McLaren kontraktligt forpligtede til at stille med tre biler.

Du kan følge med i både træninger, kvalifikation og selve løbet i Austin på TV3+, TV3 SPORT 1 og TV3 SPORT 2 i disse dage.



Dagens Mening
Skal du se Patrick Nielsens realityshow!

Ja, helt sikkert
Måske
Nej, slet ikke

Del på Facebook


TV Menu TVguide.dk Information RSS Min TVGuide
 HD TV
 Film i dag
 Sport i dag
 TV nu
 Hjælp
 Om TVguide.dk
 Kontakt os
 Annoncering & Medieinformation

  Film

  Nyheder

  TVnu
  Log ind
  Opret bruger
  Glemt password?