Tv NU Film I dag Sport I dag Top Tv Digital TV Hd TV

DRs kæmpe satsning Borgen premiere kl 20.00 !

12:25 - 26. sep 2010

DRs kæmpe satsning Borgen premiere kl 20.00 ! Borgen, dr,Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen, Mikael Birkkjær, Benedikte Hansen, Søren Malling, Peter Mygind, Lars Knutzon, Thomas Levin, Lisbeth Wulff, Patricia Schumann, Kasper Lange, Ole Thestrup, Lars Brygmann, Søren Spanning,

Borgen - Ny dramaserie på DR1 i aften kl. 20:00 på DR1

Borgen er en dramaserie om det politiske spil om magten i dagens Danmark - og om de personlige omkostninger og konsekvenser, som spillet har for de involverede parter, både på og omkring den politiske scene.

Men Borgen handler ikke kun om den politiske magt. Serien handler også om magten som den styrende autoritet mellem mennesker i både personlige, familiære og almindelige sociale sammenhænge. For hvem bestemmer egentlig - og hvorfor bestemmer de? En borg holder nogen ude og andre inde. En borg beskytter. En borg er et magtsymbol i sig selv. Borgen er også en fortælling om et hus, der udover at rumme det politiske magtapparat, er et lille univers i sig selv med egne love og uskrevne regler.

Serien har især fokus på de menneskelige vilkår, som personerne er underlagt i en hektisk og kompleks hverdag - hvad enten man er politiker, embedsmand eller politisk journalist. Dermed er Borgen også en serie om de sving, informationsstrømmen slår på vej til de såkaldt almindelige borgere, der er hele grundlaget for det danske folkestyre, som vi værdsætter.

Den idealistiske partileder
Historiens centrum er den 40-årige politiske leder Birgitte Nyborg Christensen, som med sin idealisme og store indsats skaffer sit parti en jordskredssejr og dermed kommer til at stå overfor sit livs hidtil største udfordring - hvordan kan hun mest effektivt bruge de mange nyvundne mandater, og hvor langt er hun villig til at gå for at få størst mulig indflydelse. Privat lever Birgitte et lykkeligt familieliv med mand og to børn. Hun er en kvinde med et brændende engagement, et stort hjerte og for lidt tid. Men vil hun være i stand til både at være en succesfuld og professionel toppolitiker og samtidig bevare sig selv?

Demokrati handler om at møde op og tage et medansvar - privatliv handler om at være til stede. Borgen handler om drømmen om at kunne begge dele.

De medvirkende
Blandt de mange medvirkende i Borgen er Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen, Mikael Birkkjær, Benedikte Hansen, Søren Malling, Peter Mygind, Lars Knutzon, Thomas Levin, Lisbeth Wulff, Patricia Schumann, Kasper Lange, Ole Thestrup, Lars Brygmann, Søren Spanning, Flemming Sørensen, Dar Salim, Claus Riis Østergaard, Jannie Faurschou, Anders Juul, Signe Egholm Olsen, Ida Dwinger, Bjarne Henriksen, Stine Stengade, Petrine Agger, Morten Kirkskov, Claus Bue, Iben Dorner, Claes Bang og Peter Schrøder.

Adam Price er Borgens hovedforfatter med Tobias Lindholm og Jeppe Gjervig Gram som episodeforfattere. Søren Kragh-Jacobsen er konceptuerende instruktør, og Lasse Frank er konceptuerende fotograf. De har sammen lavet de to første afsnit. De øvrige afsnit i første sæson er instrueret af Rumle Hammerich, Annette K. Olesen og Mikkel Nørgaard og fotograferet af Magnus Jønck og Eric Kress. Søren Gam har ansvaret for production design, Halfdan E komponerer musikken og Camilla Hammerich er producent.


BIRGITTE NYBORG CHRISTENSEN
SIDSE BABETT KNUDSEN
Birgitte Nyborg er 40 år, cand. polit. og politisk leder af midterpartiet De Moderate. Hun er en intelligent, idealistisk og engageret politiker, som har formået at bevare partiets troværdighed og sammenhold på trods af et mindre godt resultat ved forrige folketingsvalg.
Birgitte er født og opvokset i et forholdsvis bogligt, men ellers almindeligt middelklassehjem med en gymnasielærer-far og en sygeplejerske-mor, som er skilt nu. Hun er lykkelig gift med Philip, som er lektor på CBS, og de har sammen børnene Magnus på otte og Laura på tolv. Familien bor i hus på Amager. Birgitte og Philip har truffet nogle meget bevidste valg for at få familielivet til at hænge sammen, bl.a. har de aftalt at skiftes til at gøre karriere. Birgitte har generelt stor appetit på livet - og måske også lidt for stor på søde sager.

Det er hidtil lykkedes Birgitte at holde sit parti sobert i forhold til de mest beskidte politiske studehandler, men de Moderate er heller ikke større, end at de ofte kan indtage et politisk korrekt standpunkt og holde sig udenfor de værste slåskampe på borgen. Birgittes problem er undertiden, at hun vil gøre det så godt, at hun fortaber sig i detaljer. Hun frustreres også ind imellem over, at visioner og klare budskaber fortrænges af frygten for meningsmålinger. Men Birgitte har også et medfødt mod, der venter på at blive vækket.


KASPER JUUL
PILOU ASBÆK
Kasper Juul er 31 år, journalist med en akademisk overbygning i kommunikation, og medierådgiver for De Moderate. Kasper er en begavet, ambitiøs og charmerende fyr med en sjælden evne til at glide selvfølgeligt ind i vidt forskellige sammenhænge - en social kamæleon.
Efter en kaotisk opvækst blev Kasper elev på Herlufsholm, hvor han fandt sin niche og faldt godt til. Han tog studentereksamen på to år og tillærte sig samtidig noget om omgangsformer, stil og vaner fra visse af kammeraterne. Efter gymnasiet tog Kasper et år til Frankrig, hvor han prøvede lidt af hvert, inden han kom ind på Journalisthøjskolen. Her mødte han Katrine Fønsmark, som fik en meget betydningsfuld plads i hans liv. Kasper har den dag i dag en helt intuitiv beskyttertrang overfor Katrine.

Kasper er et menneske, som generelt holder sig på afstand af den skrøbelighed, som en tæt personlig relation giver. Han har en enestående evne til fortrængning og er hemmelighedsfuld af natur.


KATRINE FØNSMARK
BIRGITTE HJORT SØRENSEN
Katrine Fønsmark er 28 år, journalist og vært på TV1 Nyheder. Hun er et naturtalent på skærmen, og hendes evne til at bringe debatten i øjenhøjde med seerne har lynhurtigt givet hende stor popularitet og gennemslagskraft.
Katrine er opvokset på landet, lidt udenfor Randers, som datter af en gårdejer og en hjemmegående mor. Hun havde en god og tryg barndom. Katrines storebror Asger blev også landmand og driver nu gården sammen med faderen. Der har altid været en særlig forståelse mellem Katrine og hendes mor, men ind imellem er der meget langt til Randers inde i Katrines hoved, og hendes mor er bekymret for hende.

Katrines fremtoning er præget af, at hun er blevet et kendt ansigt på skærmen og i ugebladene. Hun spiser for lidt og overtræner. Hun er rastløs og har svært ved at håndtere den pludselige berømmelse og succes. Hun er nyheds-narkoman, og tv'et er altid tændt. Katrine bor alene i en lille og rodet lejlighed på Christianshavn, hvor hun stort set kun er for at sove. Hendes liv leves primært på arbejdet og ellers på cafeer og i fitness-centret.


PHILIP CHRISTENSEN
MIKAEL BIRKKJÆR
Philip Christensen er i slutningen af 40'erne, cand.merc. MBA, og har et par business-grader fra amerikanske universiteter. Gift med Birgitte, som han har Laura og Magnus med.
Philip og Birgitte har fra starten af deres forhold været klar over, at de begge er karriere-mennesker. Da Birgitte blev gravid med deres første barn, Laura, lavede de en aftale om at give hinanden perioder på ca. fem år til at dyrke karrieren. Philip var godt på vej mod toppen i et stort IT-selskab, men efter ca. seks år sagde han op og blev ansat på CBS, hvor han er en af de mest populære undervisere. CBS er fint for ham, så længe det kun er midlertidigt.

Han har en tilbagelænet humoristisk fremtoning, men man skal ikke tage fejl; Philip er ikke en mand, som for evigt vil hvile på laurbærrene, og han har bevaret nogle bestyrelsesposter for at holde kontakten til erhvervslivet. Han blev i sin tid spået en lysende karriere som en af sin generations skarpeste hjerner på erhvervsfronten. En vis utålmodighed er ved at melde sig rent karrieremæssigt, og han får mange tilbud.

Philip er en god far for børnene, og de seneste fem-seks års nære forhold har givet ham stor naturlighed og fortrolighed med dem i alle situationer.


HANNE HOLM
BENEDIKTE HANSEN
Hanne Holm er TV1's stærkeste kort på den journalistiske bane. Hun er en ekstremt vidende og velbegavet kosmopolit midt i 50-erne.
Hanne Holm har de seneste fem-seks år fungeret som politisk redaktør på TV1, men har tidligere været korrespondent utallige steder.

Tv-seerne kender hende som den allestedsnærværende journalist med mikrofonen i hånden. Hvad enten det er i Washington, London eller Mellemøsten, så er Hanne Holm på stedet og rapporterer hjem. Hun har i de senere år også været valgvært flere gange, og hendes skarpe og konfronterende stil har gjort hende til en lidt frygtet interviewer. Blandt kollegerne er hun en nådesløs kritiker, men hun kan også kende og anerkende et journalistisk talent, når hun møder det.


TORBEN FRIIS
SØREN MALLING
Torben Friis er 48 år, journalist og nyhedschef på TV1. Gift og far til et par børn, bor i fornuftigt rækkehus.
Torben er journalist med en benhård og forholdsvis unuanceret ledelsesstil - og en knastør humor. Han har det langt nemmere med at være chef for mænd end for kvinder. Mændene gør han til 'gutterne', som han joker og tager en øl med - kvinderne kan han ikke finde ud af, de er besværlige og har for mange dagsordener.

Torben har været en dygtig undersøgende journalist med store sager og en Cavling-pris bag sig, 8-10 år tilbage. Så blev han chef - og det kunne han lide. Han er i de senere år blevet ramt af chef-sygen i det store interne karriere-cirkus på TV1, hvor han skal positionere sig.


MICHAEL LAUGESEN
PETER MYGIND
Michael Laugesen er midt i 40'erne og leder af Arbejderpartiet, hvor han har gjort karriere ved at være på de rigtige steder på de helt rigtige tidspunkter. Han er et pragmatisk magtmenneske.
Laugesen driver sit parti som en virksomhed, og han har hurtigt og effektivt udskiftet og strømlinet det gamle partiapparat, men det har også givet ham store problemer, både i og udenfor partiet. Hverken Laugesens fremtoning eller opførsel matcher Arbejderpartiets klassiske værdier. Han er en udpræget mandschauvinist, selv om han gør, hvad han kan, for at skjule det i offentlige sammenhænge.

Laugesen glemmer aldrig, hvem der har generet ham - han bærer nag og hævner sig med stor fornøjelse på sine modstandere. Samtidig er han en presset mand - ved de seneste to valg er Arbejderpartiet gået tilbage. Derfor agerer Laugesen mere end nogen sinde ud fra devisen om, at målet helliger midlet. Han er, med god grund, en frygtet mand i mange kredse.


BENT SEJRØ
LARS KNUTZON
Bent Sejrø er 61 år og har været medlem af Folketinget i en menneskealder. Tidligere minister og leder af De Moderate.
Sejrø er en mand med en venlig udstråling. Han har humanistiske værdier, er en sand kulturradikal og får altid et stort personligt stemmetal. Han har stor indsigt i spillet på Borgen og har de nødvendige kontakter i det politiske liv og blandt samfundets spidser.

Sejrø har 'skabt' Birgitte Nyborg. Han så tidligt hendes talent og gav hende de første, vigtige poster i partiet. Da det tidligere regeringssamarbejde mellem De Liberale, Ny Højre og De Moderate smuldrede, tog Sejrø konsekvensen og gik af. Han indsatte samtidig Birgitte som sin kandidat til formandsposten i partiet. Siden da har han haft en lidt mere tilbagetrukken rolle i partiet - primært som Birgittes mentor og politiske 'far'.


Partierne:
FRIHEDSPARTIET
Højrefløjspartiet yderst i dansk politik. Har dog en social dagsorden, der også tiltaler mange vælgere omkring midten. Den politiske leder er den meget populære debattør Svend Aage Saltum. Svend Aage er 61 år, et anti-elitært og troende menneske. Han er kendt for sine ofte skarpe og vittige indlæg.

DE LIBERALE
Danmarks traditionelle, liberale parti ledes af den siddende statsminister Lars Hesselboe, 54 år. Effektiv, kompetent og første politiske leder af partiet, som ikke har en baggrund i landbruget. Hesselboe er meget populær i erhvervslivet og har med stor succes trådt den vanskelige balancegang mellem industrien og velfærdsstaten i seks år.

NY HØJRE
Det gamle konservative parti, Højre, knækkede midt over på et formandsopgør og interne spændinger for 5-6 år siden. De mistede mange vælgere til De Liberale og stumperne blev samlet op af partiets nuværende politiske leder, Yvonne Kjær, 55 år, under navnet 'Ny Højre'. På borgen går Yvonne under navnet 'husmoren' på grund af sin konservative tøjstil og forholdsvis pragmatiske borgerlighed. Yvonne har stor erfaring og et skarpt blik for politiske alliancer.

DE MODERATE
De Moderate har en lang historie med politiske forlig på begge sider af midten. Har fået en lidt skarpere værdibaseret dagsorden, efter Birgitte Nyborg har overtaget formandsposten. De står dog presset i meningsmålingerne op til valget, bl.a. fordi Nyborg ikke har villet pege på en mulig statsminister fra nogen af fløjene endnu.

ARBEJDERPARTIET
Danmarks gamle arbejderparti fik ny leder for to år siden, den meget ambitiøse Michael Laugesen, som har profileret partiet skarpere i pressen - men på bekostning af mange traditionelle arbejder-synspunkter. Han har mange fjender i partiet, som beskylder ham for at være uden moral og egentlige politiske idealer.

MILJØPARTIET
Miljøpartiet er et venstrefløjsparti med en meget skarp miljø-profil, hvilket har givet dem stor popularitet blandt yngre vælgere. Den politiske leder er den 42-årige jordansk-fødte arkitekt, Amir Diwan, som ikke mindst er populær blandt de kvindelige vælgere.

SOLIDARISK SAMLING
"Et sammenrend fra den kuldsejlede venstrefløj", kalder Frihedspartiets Svend Aage Saltum Solidarisk Samling. De er folketingets vagthund og ledes af den unge og kompromisløse Anne Sophie Lindenkrone. Lindenkrone er komtesse af fødsel, men har for længst afskrevet sig sin titel.


Læs også   Mest populære
 


Dagens Mening.
Var Bubbers opførsel i Til Middag hos i orden?

Ja, helt sikkert
Måske
Nej, slet ikke

Del på Facebook


TV Menu TVguide.dk Information RSS Min TVGuide
 HD TV
 Film i dag
 Sport i dag
 TV nu
 Hjælp
 Om TVguide.dk
 Kontakt os
 Annoncering & Medieinformation

  Film

  Nyheder

  TVnu
  Log ind
  Opret bruger
  Glemt password?