Tv NU Film I dag Sport I dag Top Tv Digital TV Hd TV

Rapperen Niarn afliver sig selv!

10:41 - 19. sep 2014

Rapperen Niarn afliver sig selv! niarn, niels roos

Rapperen Niarn afliver sig selv! niarn, niels roos
Der har over flere år været lidt for godt gang i festen hos Niarn.

Gennem et rørende "afskedsbrev" fortæller rapperen Niels Roos, at han, efter et omfattende alkohol- og stofmisbrug, vælger at lægge sit alterego, Niarn, i graven.

Niels Roos, AKA Niarn, blev den 23. juni 2013 indlagt på Hvidovre Hospital. Hans krop var bukket under for et længerevarende misbrug af alkohol og stoffer, og han var på dødens rand.

En måned i sygesengen, som blandt andet også tvang rapperen til ædruelighed, ændrede på mange måder hans livssyn og fik ham til at tage en lang række ting op til overvejelse.

I et åbent brev beskriver Niels Roos nu, hvordan en af konsekvenserne er et endegyldigt farvel til alteregoet Niarn. Det skriver blandt andre Ekstra Bladet.

Rapperen gør det dog samtidigt klart, at han på ingen måde er færdig med at lave musik.

Inden Niarn helt begraves, udsendes singlen 'Ingen tårer ingen ord' den 22. september. Du kan se en teaser til singlen længere nede, og her følger hele "afskedsbrevet":

Søndag d. 23. juni 2013 blev jeg indlagt på Hvidovre Hospital, med betændelse i bugspytkirtlen, forårsaget af et længerevarende alkohol og stofmisbrug. Jeg var i livsfare og blev flyttet til intensiv, hvor jeg tilbragte 10 dage, hvorefter jeg blev overført til Gastroenheden og tilbragte yderlige 20 dage, indtil jeg blev udskrevet d. 24. juli.

Den måned jeg var indlagt, prøvede jeg for første gang i mange år, at være 100% ædru i en længere periode. Det satte mange tanker igang, og det fik mig naturligvis til at reflektere over de sidste 3-4 år af mit liv, som havde været en lang nedadgående ond spiral. Der var ikke rigtig noget, der var gået, som jeg gerne ville have det, og min løsning havde været at sætte en flaske for munden og en rullet pengeseddel i næsen.

Lige da jeg kom ud af hospitalet, var jeg godt tilpas. Jeg havde overlevet en dans med døden og jeg var blevet ædru. Der gik dog ikke længe før følelsen af lettelse, blev afløst af depression, fortvivlelse og frygt for fremtiden. Min hjerne kunne ikke kapere alle de sorte tanker, når de nu ikke længere blev dæmpet med alkohol, stoffer og piller. På opfordring søgte jeg hjælp hos Anonyme Alkoholikere.

Hos AA mødte jeg ligesindede, der havde været igennem præcis det samme som mig, jeg fik støtte, råd og vejledning. Jeg begyndte at værdsætte min ædruelighed. På den anden side af nytår begyndte jeg at nyde min ædruelighed og den dag idag, vil jeg ikke undvære min ædruelighed for noget i hele verden. Jeg hedder Niels, jeg er alkoholiker og jeg vil aldrig nogensinde tilbage til det hul, jeg var i for bare år siden.

For at gøre det kort, så har jeg det bedre, end jeg har haft det i rigtig mange år. Men der er stadig et problem. Niels overlevede på det hospital, men det gjorde Niarn ikke. Han døde. Jeg kunne mærke det, allerede da jeg trådte ud i solen, efter jeg var blevet udskrevet. Faktisk en slags lettelse, som om djævelen på min skulder endelig var væk. Jeg tænkte, at jeg nok lige skulle vende mig til mit nye liv, så ville Niarn komme frem i mig igen. Men han kom aldrig.

Derfor er det med blandede følelser, at jeg meddeler, at min karriere som Niarn slutter her. Jeg stopper ikke med at lystre på navnet Niarn, det har jeg heddet siden jeg var teenager, men jeg stopper med at skrive, indspille og udgive musik som Niarn. Jeg udgiver et opsamlingsalbum med et par nye bonustracks og følger det op med en sidste turne, som en hyldest til hvad der var, og som en tak til alle mine fans, som har støttet mig i tykt og tyndt.

Jeg er ikke færdig med at lave musik, det bliver jeg aldrig, men jeg er færdig med at lave musik som Niarn. Misforstå mig ikke, jeg elsker Niarn af hele mit hjerte. Niarn har aldrig været en fiktiv person, han er skabt af alt det negative, alt det destruktive, alt det dystre, der levede i mig i så mange år, men som nu så småt er ved at forsvinde. Niarn skal stå tilbage, som hvad han var: En fanden-i-voldsk gadedreng med noget på hjertet, men desværre også en livsstil, der til sidst tog livet af ham. Jeg vil nu koncentrere mig om min ædruelighed, nye musikprojekter og min lille datter, som min elskede kæreste og jeg netop har fået.

Jeg vil gerne benytte lejligheden, til at takke alle der har støttet og hjulpet mig gennem min karriere og selvfølgelig en kæmpe stor tak til alle min fans, der har støttet op om mig de sidste to årtier. Jeg er taknemlig for hver eneste der har lyttet til min musik, og jeg håber det har været en ligeså stor fornøjelse at lytte til det, som det har været at lave det.

One Love - Niels Niarn Roos.



Dagens Mening
Skal du spille Fuld plade næste lørdag på TV2?

Ja, helt sikkert
Måske
Nej, det sker ikke

Del på Facebook


TV Menu TVguide.dk Information RSS Min TVGuide
 HD TV
 Film i dag
 Sport i dag
 TV nu
 Hjælp
 Om TVguide.dk
 Kontakt os
 Annoncering & Medieinformation

  Film

  Nyheder

  TVnu
  Log ind
  Opret bruger
  Glemt password?