Tv NU Film I dag Sport I dag Top Tv Digital TV Hd TV

Verdens bedste film vises i næste uge på DR

09:46 - 13. mar 2010

Verdens bedste film vises i næste uge på DR Francis Ford Coppolas,

Dommedag nu - redux - Coppolas vietnamklassiker på DR K, 20. marts 2010 kl. 20:00 på DR K

Marlon Brando er den gale oberst Kurtz i Francis Ford Coppolas mesterværk 'Dommedag nu', som kan opleves på DR K i instruktørens genklippede, definitive 'redux'-version.

Fra mandag den 15. marts til søndag den 21. marts kræser DR K op for filmelskerne med en perlerække af nye og ældre film, som alle har hentet priser på festivaler verden over - uge 11 er nemlig prisvinderuge på DR's kulturkanal.

Lørdag den 20. marts viser DR K således Francis Ford Coppolas mesterværk 'Dommedag nu', der modtog Cannes-festivalens Guldpalme for bedste film foruden festivalens kritikerpris. Filmen, der vises i instruktørens genklippede, definitive 'redux'-version, regnes ligesom Coppolas tidligere mesterværk 'Godfather' blandt verdens bedste film.
Det til trods for en produktionsfase på Filippinerne, som var et mareridt på linie med filmens historie (og som der blev lavet en fascinerende dokumentarfilm om). Så Coppola selv var aldrig helt tilfreds, og hans 2001-version indeholder yderligere ca. 50 minutter, som i 1979 var udeladt af kommercielle hensyn. Ikke nok med det. Hele filmen har været igennem møllen, klipning, lyd og ikke mindst farverne, hvor der er benyttet den uovertrufne gamle Technicolor-proces med farverne trykt direkte på filmen.

Lugten af napalm

Kaptajn Willards oplevelser på slagmarken har bragt ham tæt på det totale mentale sammenbrud. Hvilket er nøjagtig, hvad hans overordnede har brug for. Det kræver en sindssyg at udføre en sindssyg mission, og det er, hvad de sætter ham til. I en lille kanonbåd skal han sejle op ad floden dybt ind i junglen, så dybt, at han kommer helt ind i det neutrale Cambodia. Her skal han finde og dræbe oberst Kurtz, en højt dekoreret elitesoldat, som er gået amok og har samlet sin egen hær til at føre sin egen krig.

På sin vej ind i junglen oplever Willard den ene rablende eksistens og hårrejsende episode efter den anden. Der er kavaleri-oberst Kilgore, som elsker lugten af napalm om morgenen. Han har udskiftet hestene med helikoptere og leder et udslettelsesangreb på en landsby, mens han afspiller Wagners Valkyrieridt og er mest optaget af mulighederne for at surfe i brændingen. Der er basen, som får kollektiv orgasme, da en håndfuld Playboy-piger kommer på besøg. Der er allesteds nærværende og usynlige Charlie (fjenden), som ligger i baghold. Der er brændende landsbyer, nedskudte helikoptere, der ligner kæmpe insekter, og en uskyldig sampan, som en nervøs soldat skyder til plukfisk.

Nederlagets mænd

Ikke mindst er der opløsningen af tid og rum. Rejsen ind i junglen er en rejse ind i sjælens dybder, hvor monstrene lurer. Rejsen op ad floden er et mareridt, uvirkeligt i tågedis, tordnende regn og skoldende sol, hvor stammekrigere fra en anden tid pludselig angriber med spyd og pile. Mændene på båden går gradvis i opløsning og bliver lige så primitive og umenneskelige som den mentale og fysiske urtid, de bevæger sig i. De bliver gradvis som den mand, de er sendt ud for at dræbe.

De møder Playboy-pigerne igen, denne gang skudt ned og tilsølet i mudder. Væk er glamouren og kulturens indpakning, tilbage er de basale drifter. Og kort før bestemmelsesstedet finder de en plantage med en spøgelsesagtig fransk koloni, som har overlevet siden det franske nederlag i 1954 og har kunnet iagttage amerikanerne lave alle de samme fejl på vej til deres nederlag tyve år senere. (Begge disse episoder er nye.) Plantagen er et uvirkeligt åndehul i den onde drøm, som strammer grebet i mødet med Kurtz.

Lugten af død

Kurtz leder en hær af krigsmalede soldater og stammekrigere, hvor han er gud. Selv er han klar over, at han snarere er djævelen, for det er, hvad krigen kræver. De oprindelige idealer er kommet til kort, og helten er blevet skurken. Kurtz er, hvad det amerikanske engagement i Vietnam har udviklet sig til. Så da han fanger Willard, slår han ham ikke ihjel. Han har tiltænkt ham en ganske særlig mission.

Marlon Brando spiller hovedrollen, selv om han kun optræder til sidst. Hele filmen bygger op til mødet med monstret, ligesom gyserfilm, hvor uhyret sjældent kan leve op til forventningerne. Men Kurtz er endnu mere skrækindjagende og fascinerende, end man kunne forestille sig, takket være Brando, der af mange regnes for filmhistoriens største skuespiller. Martin Sheen fik sit gennembrud som Willard, ligesom Laurence Fishburne som bådens skipper. Robert Duvall er (naturligvis) vanvittig som Kilgore, Dennis Hopper er syret som krigsfotograf, og Harrison Ford er så ung, at man næsten ikke genkender ham som en oberst, der sender Willard af sted.



Dagens mening
Er Den anden verden for uhyggelig?

Ja, helt sikkert
Måske
Nej, slet ikke

Del på Facebook


TV Menu TVguide.dk Information RSS Min TVGuide
 HD TV
 Film i dag
 Sport i dag
 TV nu
 Hjælp
 Om TVguide.dk
 Kontakt os
 Annoncering & Medieinformation

  Film

  Nyheder

  TVnu
  Log ind
  Opret bruger
  Glemt password?