Maja Bebe vil bare gerne passe sit arbejde, men det er svært, når fulde mennesker råber og filmer
Maja Bebe
Hun har deltaget i både 'Paradise Hotel', 'Divaer i Junglen' og senest 'Paradise Kollektivet'.
Men Maja Bebe er færdig med reality. For nu.
Det slår hun fast i et interview med Realityportalen.
- Jeg vil gerne lidt i glemmebogen, da jeg er træt af at blive genkendt. Derfor lægger jeg det på hylden for nu. Jeg er træt af, at jeg ikke kan yde mit bedste, når jeg er på arbejde på McDonald's, fordi der måske står fire mennesker med deres telefon oppe i ansigtet på mig og tager billeder. Jeg går rigtig meget op i at gøre mit arbejde ordentligt hele tiden, men det er rigtig svært, når folk råber ad mig og tager billeder hele tiden, forklarer en frustreret Maja.
Maja Bebe fortæller, at det er 'direkte ubehageligt', når eksempelvis fulde mennesker ikke har nogen respekt for, at hun bare passer sit arbejde.
Det kan virke underligt, at Maja Bebe først nu vælger at stoppe. Hun har trods alt været med i flere programmer efter sin deltagelse i 'Paradise Hotel', og Maja Bebe understreger da også, at hun ikke fortryder, at hun har været på tv.
- Men jeg ville måske bare have ventet, indtil jeg var lidt ældre, så jeg kunne have tænkt det hele lidt mere igennem. Alt var jo bare sjov og ballade og fame, da jeg var 19 år, forklarer hun.
Det er ikke nyt, at Maja Bebe ikke bryder sig om opmærksomheden, der følger med. I forbindelse med sin deltagelse i 'Paradise Hotel' i 2017, fortalte hun Ekstra Bladet om sine frustrationer.
- Det har ændret mit liv i den forstand, at jeg ikke længere kan gå i fred. Man kan ikke gå udenfor, uden at folk råber efter en eller følger efter en. Du bliver råbt efter konstant, fortalte hun.
- Hvordan har du det med det?
- Det er super-irriterende. De råber mit navn, og om de må få taget billeder med mig. Sådan nogle ting.
MT