Lars Mikkelsen sikrede sig natten til tirsdag en Emmy for sin rolle i DR-serien 'Herrens Veje'
Lars Mikkelsen
Den danske skuespiller Lars Mikkelsen var meget overrasket og glad, efter at han natten til tirsdag dansk tid vandt en international Emmy, for sin rolle som præst i DR's dramaserie 'Herrens Veje'.
- Det er en dejlig bekræftelse at få, siger den 54-årige skuespiller til TV 2.
- Det er jo slet ikke noget, man regner med. Og slet ikke da jeg så de andre og tænkte "hold kæft, hvor er de gode", siger han i telefonen fra USA.
Han vandt prisen for bedste mandlige skuespiller foran Julio Andrade fra Brasilien, Billy Campbell fra Canada og Tolga Saritas fra Tyrkiet.
- I Danmark har vi i mange år været frontløbere på drama, og denne pris sætter streg under, at man stadig kan regne med os. Jeg er så glad og beæret, lyder det fra den danske skuespiller.
Lars Mikkelsen spiller i 'Herrens Veje' den dominerende præst og patriark Johannes Krogh, der er gift med Elisabeth, som spilles af Ann Eleonora Jørgensen.
Også hos DR Drama glæder man sig over den fornemme tv-pris. Det siger Camilla Hammerich fra DR Drama i en pressemeddelelse.
- Det er en stor ære og glæde for DR og Danmark, at Lars Mikkelsen har fået årets internationale Emmy for sin rolle i "Herrens Veje", siger Camilla Hammerich, der var producent på serien, ifølge Ritzau.
Nattens pris til 54-årige Mikkelsen kommer på et tidspunkt, hvor skuespilleren, der længe har været et velkendt navn i Danmark, for alvor også har fået succes i udlandet.
Fire gange har en DR-serie vundet. 'Livvagterne' i 2009, 'Ørnen' i 2005, 'Nikolaj og Julie' i 2003 og 'Rejseholdet' i 2002.
MT