Et onlinemagasin er gået over stregen for, hvad der er passende at skrive, siger værten.
Abdel Aziz Mahmoud er oprørt over spørgsmålet i en quiz fra Alle og Nettes onlinemagasin (Foto: Facebook/Privat: @abdel.aziz.mahmoud)
Et usmageligt quiz-spørgsmål i onlinemagasinet ’LIME’, der udgives af Aller og Netto, har fået den kendte DR-vært og forfatter Abdel Aziz Mahmoud til at give sin mening til kende offentligt på sociale medier.
”Upassende”, skriver han til spørgsmålet på sin Instagram. Quizzen omhandler, året der er gået, og handler om den tidligere radiovært og bandeleder, Nedim Yasar, der d. 19. november blev skudt og dræbt efter receptionen for sin nye bog ”Rødder”.
”Hvad var navnet på Radio24-syv-værten, som i november blev indhentet af sin fortid i bandemiljøet og myrdet på åben gade i Københavns Nordvestkvarter?”,
”A: Nima Zamani, B: Nedim Yasar, C: Hadi Ka-Koush”, er de tre svarmuligheder, der bliver givet.
”Skønt, upassende too soon-quiz-spørgsmål fra "Kvindemagasinet" LIME. De to "forkerte" er i øvrigt mine venner. Jeg brækker mig”, skriver han som kommentar til opslaget.
Opslaget har høstet mange kommenter af folk, der er enige med ham i, at quizzen går lidt over stregen for, hvad der er passende.
Efterfølgende har Ekstra Bladet kontaktet Pernille Kleding, som er ansvarshavende chefredaktør, der fortæller, at de nu har fjernet quizzen på magasinets hjemmeside.
"Vi er kede af, at vores quiz har virket stødende og sårende. Det har aldrig været vores hensigt. Derfor har vi valgt at fjerne den helt. Udover det har jeg ingen kommentarer”, udtaler hun.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Abdel Aziz Mahmoud, men han har ikke ønsket at uddybe sin kritik.