Det kunne have endt galt for den populære blogger.
Hun laver ikke så meget mad, men til gengæld er hun meget for take away. (Foto: Instagram / @nikitaklaestrup)
Det kunne have endt i et regulært blodbad, da Nikita Klæstrup takkede ja til at deltage i premiereafsnittet af Kanal 5s nye madprogram ’Family Food Fight - Danmark’.
Hun stiller op med holdet, der består af hendes mor, svoger og søster Sasha. Nikita Klæstrup indrømmer dog, at hun ikke just er ferm i et køkken.
”Jeg kan slet ikke lave mad. Jeg er ikke vokset op med, at det er en tradition, at man laver mad sammen i familien. Det har vi aldrig brugt. De sidste mange år har jeg boet alene, så der har jeg primært levet af take away.
Det er Sasha, der styrer det fuldstændigt. Hun er den eneste af os, der kan finde ud af at lave mad”, fortæller Nikita, der normalt ikke lader søsteren hundse rundt med hende.
Nikitas tidligere forsøg i et køkken har dog aldrig resulteret i store katastrofer.
”Jeg er slet ikke så meget i et køkken, at jeg kan nå at udløse en katastrofe. Slet ikke. Jeg kan godt lave røræg og følge en opskrift slavisk, men jeg gør heller ikke andet”, siger hun, mens hun priser sig lykkelig for, at det ikke endte galt under optagelserne.
”Knivene var sindssygt skarpe, og jeg var virkelig bange for at skære mig. Det er et mirakel, at der ikke skete en katastrofe”, fortæller hun.
’Family Food Fight - Danmark’ har premiere i aften klokken 21.00 på Kanal 5 og dplay.dk.