Serie fra 2015
Genre: | Dokumentar |
---|---|
Tilføjet: | 9/4 2025 |
Denne gang er Peter Ingemann taget til Madagaskar, hvor han går om bord på verdens største hospitalsskib. Her knokler frivillige læger og sygeplejesker for at redde mennesker i de allerfattigste dele af verden. Skibet var oprindeligt en storebæltsfærge, der sejlede for DSB, men i dag er det ombygget til et topmoderne hospital med operationsstuer, CT-scannere og alt hvad der kræves for at behandle alverdens sygdomme. Peter Ingemann møder en ung afrikansk kvinde, der er plaget af en stor tumor i ansigtet, som med tiden kan blive livstruende for hende. Skibets chefkirurg skal fjerne tumoren, og Peter er med helt tæt på under operationen.
Denne gang besøger Peter Ingemann intet mindre end verdens største filmstudie. Det ligger ikke i Hollywood, som man måske skulle tro, men derimod i Hengdian i Kina. Her findes tro kopier i fuld skala af landets mest storslåede bygningsværker, blandt andet Den Forbudte By. Ingemann følger også en ung og håbefuld kvindelig statist, som prøver at slå igennem som skuespiller. Der er hård konkurrence, men det forhindrer ikke Peter Ingemann i også selv at forsøge sig. Han får lavet et cv, går til casting og håber på at få en rolle i en kinesisk film.
Peter Ingemann har taget det fine tøj på og er rejst til London - den by i verden med allerflest superrige mennesker. Her bor mangemillionærer og milliardærer i eksklusive lejligheder til kvadratmeterpriser på op imod 300.000 kr, og den ene luksusbil efter den anden drøner gennem gaderne. Peter kommer på tur i en Mercedes, der er beklædt i en million funklende krystaller, og bilens ejer, en ung russisk kvinde, tager ham med til en neglesalon med egen cocktailbar. Med mange penge hører naturligvis også fornem mad, og Peter tester noget af verdens dyreste, nemlig caviar. De rige har selvfølgelig også deres helt egen sport, polo, som Peter bliver introduceret til.
Peter Ingemann er taget tilbage til Rusland, hvor han vil fuldføre rejsen med Den Transsibiriske Jernbane. Da han rejste med det legendariske tog sidste år, fik turen en uventet drejning, da han blev forfærdeligt syg efter at have drukket beskidt søvand. Nu er han frisk tilbage og mangler kun 4104 kilometer af verdens længste jernbane for at fuldende eventyret. Han besøger som den første turist nogensinde den afsidesliggende by Mogocha, han forsøger sig med strubesang, og han hjælper til i det gyngende køkken om bord på toget.
Denne gang har Peter Ingemann taget den orange arbejdsdragt på og er rejst ud i Nordsøen til Mærsk Integrator, der er verdens største jack-up borerig. Langt væk fra civilisationen, midt ude på havet, arbejder hundrede mænd og nogle få kvinder døgnet rundt i al slags vejr for at lave bore-brønde. Peter møder boreriggens ansatte, han går i køkkenet og laver sin hofret til borebisserne, og vi kommer helt tæt på det, som det hele drejer sig om - det store bor!
Peter Ingemann er taget til den spanske ferieø, Mallorca, der er mere populær end nogensinde før. For selv om den engang så berømte grisefest er lagt på hylden, har Mallorca genopfundet sig selv og er i dag danskernes foretrukne ferieø med besøg af næsten en kvart million ferieglade danskere om året. Peter Ingemann møder danske Lise, der som gæst i 1970'erne blev forelsket og bosatte sig på øen, og han mærker også nutidens trend på egen krop i form af cykling i de skønne bjerge - og boligkøb i trecifrede millionbeløb.
Peter Ingemann er taget til den spanske ferieø, Mallorca, der er mere populær end nogensinde før. For selv om den engang så berømte grisefest er lagt på hylden, har Mallorca genopfundet sig selv og er i dag danskernes foretrukne ferieø med besøg af næsten en kvart million ferieglade danskere om året. Peter Ingemann møder danske Lise, der som gæst i 1970'erne blev forelsket og bosatte sig på øen, og han mærker også nutidens trend på egen krop i form af cykling i de skønne bjerge - og boligkøb i trecifrede millionbeløb.