Stream nu på

Landsbyen, der ikke ville dø

Tilføjet: 20/11 2024
Et kærligt portræt af den lille by Ørsted i Udkantsdanmark, hvor ukuelige borgere tror på, at fællesskab og sammenhold kan redde deres by fra landsbydøden.
Episode 1
1

Episode 1

I første afsnit møder vi ildsjælen Dag, som tager initiativ til, at indbyggerne i Ørsted selv skal købe deres lukningstruede kro. Der er mange, der bakker op om idéen, men der er også nogle, der synes, at det er en rigtig skidt idé. Det er stamgæsterne, som er sure over, at man ikke må ryge indendørs mere, og at kroen skal være lukket på hverdage.

Episode 2
2

Episode 2

I første afsnit købte borgerne byens kro og i andet afsnit er det blevet tid til at det første større arrangement skal løbe af stablen: En julefrokost! Der er kø fra tidlig morgen foran købmanden, hvor kro-bestyrelsesmedlen og buschauffør Peter Krause skyder billetsalget igang. Helt så godt går det ikke med at finde en bestyrer til Kroen. Der kommer godtnok endelig en ansøger; Men kan bestyrelsen bruge en mand, som kun vil arbejde 25 timer om ugen?

Episode 3
3

Episode 3

Det er blevet tid til kommunalvalg, og bysbarnet Lars Pedersen stiller op til valget med Ørsteds fremtid på agendaen. Hans mærkesag er at få færgen over Randersfjord til at sejle oftere, så Ørsted kan blive bedre forbundet med arbejdspladserne nordpå. Samtidig kæmper Kroens bestyrelse stadig for at finde en forpagter og teater-Lone kæmper for at få genåbnet kroens gamle scene. Endelig oplever Ørsted at få en tilflytter. Det er den teater-entusiastiske Jens, som flytter til byen med sit kristne enmandsteater. Mon Lone og Jens finder sammen?

Episode 4
4

Episode 4

Efter flere måneders søgen er det endelig lykkedes at finde en interesseret forpagter til kroen. Hans navn er Dintcher, og han kommer fra Bulgarien. Efter et møde og en rundvisning på Kroen bliver bestyrelsen og Dintcher enige om en aftale - og alle er meget lettede og glade. Samtidig skal en af Ørsteds unge, Stine, til at gøre det som mange unge i byen gør - flytte væk! Teenageren Benjamin drømmer sig også væk - han vil gerne være kunstner i Paris; men inden da forsøger han at få lov til at udstille sine billeder på Kroen. Den skibsinteresserede skoledreng Simon skal være udklædt som det tyske slagskib Tirpitz til fastelavn. Og teaterentusiasterne Jens og Lone får en forestilling op at stå.

Episode 5
5

Episode 5

Efter forgæves at have ledt efter en forpagter i næsten et halvt år, beslutter Dag og bestyrelsen for Kroen sig for at skifte strategi og går efter at ansætte en bestyrer i stedet. Og det giver hurtigt pote. Den lokalkendte Kirsten får jobbet og - så kommer der for alvor gang i biksen. Den skibs-entusiastiske dreng Simon sætter sig for at gøre sit store idol Thor Heyerdahl kunsten efter. Simon vil krydse Randers fjord på sin hjemmelavede udgave af Kontiki: En tømmerflåde af mælkekartoner. Og der er lagt op til hårde kampe, når både Ørsteds kvindehåndbold-hold og folkene på Den Sjove Bodega skal spille henholdsvis håndbold og agurk mod ærkerivalerne fra den anden side af Hajbækken.