Serie fra 2015
Tilføjet: | 9/4 2025 |
---|
Tag med et højst umage par på et utraditionelt roadtrip; Jørgen Leth har inviteret Hans Pilgaard på en personlig tur gennem sit elskede Frankrig, og deres rejse sammen begynder i byernes by, Paris. Her viser Jørgen Hans sit yndlingskvarter Saint-Germain-des-Prés, hvor han altid bor, når han er i Paris. De skal på shopping i Jørgens yndlingsbutik, Giorgio Armani, have lækker mad på Michelin-restauranten Aux Charpentiers og drinks med Jørgens unge haitiske ex-kæreste Dorothie. De to herrer kender ikke hinanden på forhånd, men lysten til at lære endnu mere om Jørgen og Frankrig bliver hurtigt vakt hos Hans.
Efter nogle intense og oplevelsesrige dage i Paris tager Jørgen og Hans toget videre mod Pau i Sydfrankrig, en by for foden af Pyrenæerne, som Jørgen har besøgt utallige gange, når han har dækket Tour de France. Denne gang glæder han sig til at have fri fra cykelsporten, så han kan opleve byen sammen med Hans. Pau har ifølge Jørgen meget at byde på - ikke mindst den storslåede udsigt til Pyrenæerne, som sætter mange drømme og tanker i gang. Hans vil gerne op i bjergene og opleve dem på tæt hold, men med Jørgen som rejsearrangør må han væbne sig med tålmodighed.
Jørgen elsker alt, hvad der har med velvære og luksus at gøre, så mens han og Pilgaard er i Pyrenæerne, skal de selvfølgelig også besøge et af stedets kendte kurbade. Her får de plejet deres ydre og drager så mod en anden stor attraktion, kilden i Lourdes. Et sted, hvor mange tusinde religiøse samles for at blive helbredt, for kilden har efter sigende helbredende kræfter. Som ateist er Jørgen meget imod sådanne steder, men må alligevel lade sig overgive sammen med den mere åbne Hans, da han mærker stedets stærke påvirkning af de besøgende.
Jørgen og Hans skal videre fra Pau og gør stop ved en tankstation, der huser en flot skulptur, lavet til ære for Tour de France. Skulpturen beskriver alle de største øjeblikke i Tour de Frances historie, og dén historie skal Hans bestemt ikke snydes for. Turen går videre mod Carcassonne, som er et af Jørgens yndlingssteder i Frankrig. Den gamle fæstning minder Jørgen om en borg, hans far byggede til ham, da han var lille, og dens minder om katharernes kampe er noget, som sætter snakketøjet i gang hos den passionerede historiefortæller.
Selv om Hans er en trænet quizvært, kommer han selv i den varme stol, da Jørgen giver ham ledetråde til deres næste destination; Mount Ventoux. Det er et bjerg, som Jørgen kender så godt, og som på én og samme gang er frygtet og elsket af de fleste cykelryttere for dets legendariske stigning. Med Hans bag rattet i bilen lader de to sig tryllebinde af det imponerende bjerg, som rummer masser af historier, minder og drømme.
Leth og Pilgaard er nået til Provence og besøger et sted, som ikke mange forbinder med Frankrig; nemlig tyrefægterarenaen i byen Nimes. Det bliver til mange snakke og diskussioner mellem de to, for de er dybt uenige om, hvorvidt tyrefægtning burde være lovligt eller ej. Jørgen synes, at tyrefægtning er en smuk kunstart, mens Hans mener, at det er direkte dyreplageri og et levn fra fortiden, som for længst burde være afskaffet. Selv ikke Jørgens gengivelse af den kraftfulde kamp mellem mand og tyr kan overbevise Hans, selv om han må trække på smilebåndet af den ivrige Jørgen, når han danser rundt i arenaen.