Serie fra 2014
Genre: | livsstil |
---|---|
Tilføjet: | 16/2 2019 |
De kongelige kommer. Vi besøger tre af Danmarks godser og kommer tæt på godsejernes bestræbelser på at få de smukke rammer til at passe ind i det moderne Danmark. På Møllerup Gods forbereder Anne Sophie og Stig Gamborg deres hidtil største event, Verdensballetten. Alle detaljer skal være i orden, for æresgæsterne er ingen ringere end regentparret. Gram Slot blev for syv år siden købt af Sanne og Svend Brodersen, som driver et af danmarks største økologiske landbrug. I dag skal Svend have håndluget den sønderjyske ukrudt, som kan spolere hele hans løghøst. Og dét foregår højst utraditionelt. På Vrejlev Kloster i nordjylland forbereder familien Holst sig på et generationsskifte. Troels og Kirsten har drevet klostret i 40 år, men nu har deres søn Malthe og hans højgravide kæreste Hanne opgivet deres tilværelse i København for at flytte ind. Det følsomme generationsskifte er dog langt fra endeligt på plads, og lige her og nu gælder det ankomsten af en lille ny.
Regentparret på besøg. På Møllerup Gods har Anne Sophie og Stig Gamborg fornemt besøg af H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen. De kongelige skal sammen med 1500 andre gæster overvære Verdensballetten, og værtsparret har forberedt en ganske særlig overraskelse til Prinsgemalen. I Sønderjylland på Gram Slot åbner Sanne og Svend Brodersen dørene for Hele Danmarks Hus- og Havemesse. De venter flere end 6000 gæster, og slotsfruen tager selv fat med støvsugeren for at blive klar til det store rykind. Bag de tykke mure på Vrejlev Kloster skal familien Holst have et skelsættende møde. Troels og Kirsten har ejet klostret i 40 år, men nu forberedes et generationsskifte, så deres ældste søn Malthe kan blive 3. generation på stedet. Malthe har imidlertid tre søskende, som også skal godkende planen for ejerskiftet. På mødet i dag skal de for første gang præsenteres for denne plan, og det er et følsomt emne.
En lille ny arving Hos familien Holst på Vrejlev Kloster er der glæde, for Hanne og Malthe har fået en lille dreng. Men den nybagte far har ikke tid til barsel, for i dag søsætter han parrets første store projekt: en ost, som forhåbentlig kan sætte Vrejlev Kloster på Danmarkskortet. På Møllerup Gods skal godsejer Anne Sophie Gamborg på markvandring med en gruppe erfarne landmænd for at undgå et kæmpe tab. For er der noget, der kan holde Anne Sophie vågen om natten, er det tanken om de mange små kryb, der gnasker i hendes marker. På Gram Slot har Sanne og Svend Brodersen travlt med at afvikle deres havemesse med 6000 gæster. Dagens absolutte hovedperson er den indflydelsesrige direktør for Det Kgl. Danske Haveselskab. Hvis Svend opnår direktørens håndslag på et partnerskab, mener han at kunne tidoble antallet af gæster i fremtiden. Så nu har godsejeren indledt en charmeoffensiv for at sikre både familiens og slottets fremtid.
Malthes milepæl. Det er en stor dag for den kommende arving på Vrejlev Kloster, Malthe Holst. For at finde nye indtjeningsmuligheder har Malthe produceret en ost af mælk fra klostret, og i dag skal han præsentere osten for en af de mest eksklusive restauranter i Danmark, Ruths Hotel. På Gram slot fejrer Sanne og Svend Brodersen deres fælles fødselsdag med hele familien på besøg. Det er sjældent, de travle slotsejere holder fri, så Sannes højeste ønske er, at Svends dag ikke bliver afbrudt af arbejde. På Møllerup Gods venter Anne Sophie og Stig Gamborg også besøg, men af knap så hyggelig karakter. Brandinspektøren kommer nemlig for at lave den årlige, frygtede brandinspektion, som i værste fald kan medføre kolossale nye udgifter for ægteparret.
Generationsskifte på Vrejlev Kloster Det er en skelsættende dag for familien Holst på Vrejlev Kloster. For i dag sker det officielle generationsskifte, hvor Malthe overtager sin fars livsværk og bliver 3. generation af godsejere. På Gram Slot afholder Sanne og Svend Brodersen deres første udendørs koncert. Men de frygter, at arrangementet bliver en fiasko, for der er på forhånd solgt under 50 billetter, hvilket er langt fra succeskriteriet på 500 betalende gæster. På Møllerup Gods står Anne Sophie Gamborg som driftsleder over for en afgørende beslutning. Det er blevet høsttid, men sætter hun ikke høsten i gang på det helt rigtige tidspunkt, risikerer familien at miste udbytte. Velkommen til Godsejerne.
Den store badedag. På Møllerup Gods har Anne Sophie og Stig Gamborg gang i høsten, men der er opstået et problem. Udbyttet er så stort, at de frygter, de ikke har nok opbevaringsplads - og dét kan blive dyrt. Sanne og Svend Brodersen på Gram Slot har satset 1,5 millioner kroner på at plante økologiske løg. Nu vil det være en katastrofe, hvis de mange tons håndlugede afgrøder ikke kommer sikkert i hus. På Vrejlev Kloster fejrer familien Holst generationsskiftet med en fridag ved Vesterhavet. Men for den nye godsejer Malthe kan det blive en udfordring at slappe af, for derhjemme venter de daglige og nu livslange forpligtelser. Velkommen til Godsejerne.
Marken er mejet. Det er nye tider på Vrejlev Kloster, og i dag håber Malthe Holst at få gang i det gamle tårnur. Det har stået stille i årevis, men det skal der laves om på. For det ærgrer Malthe, at klostret i miles omkreds signalerer stilstand. I Sønderjylland på Gram Slot tæller familien Brodersen ned til årets store høstfest. Også børnene, som måske en dag skal overtage slottet, tager del i forberedelserne. På Møllerup Gods er der stort rykind af et fornemt selskab på sommerudflugt. Det er afgørende for værtsparret Anne Sophie og Stig Gamborg, at gæsterne får en uforglemmelig oplevelse, så godsejerne inviterer til en eksklusiv festmiddag i de private stuer. Velkommen til Godsejerne.
Jagt på kronvildt. Det er blevet jagtsæson på Møllerup Gods. Gennem længere tid har kronvildt hærget godsets marker og skove, men nu har Anne Sophie og Stig Gamborg samlet et selskab, som forhåbentlig får sat en stopper for de dyre ødelæggelser. På Gram Slot holder Sanne og Svend Brodersen stor høstfest. Med sig på dansegulvet har slotsejerne alle deres fire børn, for ingen i familien kan modstå ægte 60er rock. I Vrejlev Klosters kirke holder godsejerne Hanne og Malthe Holst barnedåb for Marinus. Dagen er ganske særlig for værterne, ikke mindst på grund af gensynet med de gamle sjællandske venner, som er mødt op for at fejre den måske kommende lille arving.