Serie fra 2017
Genre: | livsstil |
---|---|
Tilføjet: | 9/12 2017 |
De tjener millioner på noget de elsker - selvom mange synes det umuligt kan være et arbejde. Men hvordan håndterer man presset, når man er 18-20 år og pludselig er en af verdens bedste Counter-Strike-spillere? For manageren, træneren, fansene og resten af holdet forventer at man skal præstere hver gang. Men hvad med kæresten, vennerne og familien, er der plads til dem, når man træner 10 timer hver dag? Og hvad med dem, der er lige ved og næsten? Er der plads til flere danske spillere i toppen af professionel Counter-Strike?
Michaela "mimi" Lintrup spiller på verdens bedste kvindelige Counter-Strike-hold. Efter at have vundet deres seneste syv turneringer, er holdet storfavoritter til Copenhagen Games. Det samme er Patricks hold Tricked, men måske er holdet med to nye spillere overvurderet? Niels Christian har givet sig selv to år til at blive professionel, og han er på prøve hos eFuture, så der skal præsteres. Desværre får Niels Christian den værst tænkelige start, da han er kommet hjemmefra uden et strømkabel.
Der er problemer med kommunikationen på Heroic. Det er et af Danmarks bedste Counter-Strike-hold, men der er store gnidninger mellem nogle af spillerne, og Kasper Hvidt har kaldt valde og to andre spillere til statusmøde. For om kort tid skal der præsteres i Frankrig, hvor Heroic er en af favoritterne til at vinde. Patricks hold Tricked er kommet med på et afbud, men selvom de er underdogs, så skal det vise sig at ikke alt går som forventet. Verdensranglistens nr. 1, Astralis har valgt at fokusere på træningen frem mod de helt store turneringer - og det passer Nicolai godt, for han er stadig præget af sin sygdom.
Det, der skulle have været en walkover for valde og hans hold Heroic, er gået hen og blevet noget af en gyser. De overraskende dårlige resultater gør ikke noget godt for stemningen - og det får konsekvenser for hele holdet. Patrick, der har spillet for Tricked i et års tid, får måske en mulighed for at krybe op mod de helt store hold, men før han ved om han er købt eller solgt, skal han først igennem flere dage med testkampe.
Nicolai og hans hold Astralis lever ikke kun af præmiekronerne, for der er faktisk store penge i at sælge klistermærker, som fansene kan bruge på deres egne våben i spillet. Michaelas hold har skiftet navn og stiller op til Dreamhack i Sverige - hvor verdens bedste pigehold endnu engang må finde sig i at pigerækken spilles i et koldt hjørne af en lagerhal. Og så er Patrick flyttet til København, hvor han skal træne med sit nye hold for første gang. Heroics sportsdirektør er den tidligere spiller på håndboldlandsholdet Kasper Hvidt, og det er noget, der gør indtryk på Patrick.
Nicolai og Astralis har holdt pause fra de store turneringer for at forberede sig til PGL Major i Krakow, hvor en 1. plads vil indbringe 500.000$ til holdet. Men før Astralis overhovedet kan tænke på en finaleplads, skal de lige slå verdensranglistens nr. 1 SK Gaming i kvartfinalen. Patrick er i Køln med sit nye hold, Heroic. Det er hans debut til en stor turnering, og Patrick er spændt. Men allerede fra første kill kan han mærke, at det her kan blive en god turnering for ham og hans nye hold.