8.1
Stream nu på

Politijagt

Serie fra 2009

Genre: livsstil
Tilføjet: 6/11 2024
I den danske reportageserie Politijagt er seerne med på første parket i politiets jagt på trafiksyndere. Seriens hovedpersoner tæller færdselsbetjente fra forskellige politikredse rundt om i Danmark. Politijagt består af en perlerække af dramatiske - og til tider humoristiske - historier, der afrundes i hvert enkelt afsnit. Serien giver et kig ind i en verden, vi normalt ikke ser og giver stof til eftertanke ved at sætte fokus på, hvor uansvarligt mange opfører sig i trafikken. OBS: Af rettighedsmæssige årsager vil hvert afsnit være tilgængeligt i 14 dage.
Episode 1
1

Episode 1

Det er med livet som indsats, når Henrik sætter efter en motorcyklist, som kører fuldstændig vanvittigt på motorvejen. Personen kører på baghjul, mens han slingrer ind og ud mellem de andre trafikanter, og Henrik kæmper for at stoppe ham, inden det ender i en katastrofe. Vlado må også tale med meget store ord overfor en anden motorcyklist, som ikke kan finde ud af at overholde fartgrænsen. I Upper Darby holder Thomas sine skydeevner ved lige, og det viser sig at være en rigtig god ide, da han snart får en melding om en psykisk syg person, der har barrikaderet sig i et hus bevæbnet med et haglgevær!

Episode 2
2

Episode 2

Vlado må for alvor træde i karakter og sætte efter en hensynsløs mand, som forsøger at stikke af fra politiet på knallert, hvilket bringer ikke bare hans eget, men også andre menneskers liv i fare. I Upper Darby har Thomas lige fået fri fra tjeneste, da han overhører et sammenstød mellem to biler og må skride til handling i forsøget på at redde de tilskadekomne. Henrik får til gengæld fat i en ung mand, der kører uden kørekort, og han stopper også en bilist, der trodser enhver form for fornuft og brager derudaf med alt for høj fart.

Episode 3
3

Episode 3

En lidt for eventyrlysten billist stikker af fra Vlado og hans kollega, som begger sætter efter gerningsmanden i et forsøg på at få ham standset, inden nogen kommer til skade. Lidt uden for Philadelphia må Thomas følge med en kvinde hjem, for at sikre sig, at hun er den person, som hun giver sig ud for at være. Den meget erfarne færdselsbetjent Henrik spotter en mistænkelig bil, og han beslutter sig for at undersøge sagen nærmere ...

Episode 4
4

Episode 4

Det er direkte livsfarligt at køre bil i påvirket tilstand, og derfor skrider Vlado også håndfast til handling, da han får en mistanke om, at en ung bilist er påvirket af narkotika. Han får også stoppet en anden bilist, som har drukket langt over det tilladte. Et andet sted i politikredsen må Henrik træde til, da en kollega skal have hjælp til at veje en trailer, der tydeligvis har alt, alt for meget læs på. I Upper Darby i USA bliver Thomas først kaldt ud til et butikstyveri, og bagefter må han tage sig af en ung mand, der skælder sin mor voldsomt ud.

Episode 5
5

Episode 5

Vlado jagter en bilist, som forsøger at stikke af fra ham, og da Vlado får stoppet personen og tjekket hans navn i politiets systemer, bliver det også tydeligt, hvorfor han har så travlt med at undgå politiet. På Sjælland stopper Henrik en mand, der er kørt over en jernbane, selvom stoplyset blinkede. En livsfarlig situation, der kunne have fået fatale følger for bilisten og andre involverede. Og så rykker Thomas ud til en meget fuld mand i Upper Derby, der er kørt galt, og som nu prøver at gemme sine nummerplader under sin trøje.

Episode 6
6

Episode 6

I USA kan et helt almindeligt rutinetjek hurtigt udvikle sig til en livstruende situation for politibetjentene, og da Thomas standser en bil med forkerte nummerplader på, opdager han, at føreren gemmer narkotika i bilen og kroppen. Og så er situationen pludselig en helt anden. Hjemme i Danmark har Vlado fokus på bilister, som har drukket for meget alkohol i det gode sommervejr, og han standser adskillige personer, som har drukket alt for meget til, at de må køre bil. Og straffen falder benhårdt.

Episode 7
7

Episode 7

Vlado rykker ud til et meget alvorligt færdselsuheld, hvor en ældre kvinde er kørt ud over en stejl skrænt i sin bil. Bilen er totalskadet, og der skal handles hurtigt og målrettet, for at få kvinden kørt på hospitalet. Henrik måler en bilist til at køre langt over det tilladte, og det udløser en kæmpe bøde. Thomas fra Upper Darby i USA har en særlig ekspertise i at vurdere, om folk har drukket alkohol. Og den får han brug for, da han bliver kaldt ud til en færdselsulykke, hvor der muligvis er alkohol involveret.

Episode 8
8

Episode 8

Denne gang i Politijagt får Vlado fra Midt- og Vestsjællands Politi en usædvanlig opgave, da en bilbrand har varmet en gasflaske op lige ved siden af Grevecentret. En eksplosion kan sprede sig 200 meter, så hele området skal evakueres. Henrik fra samme kreds stopper en ung mand, som ikke har ren samvittighed og det får konsekvenser for resten af hans aften. Og i Upper Darby er Thomas sammen med sine kollegaer, på jagt efter en røver, der er løbet ind i et stort naturområde.

Episode 9
9

Episode 9

Henrik trykker speederen i bund og sætter sammen med sine kollegaer fra Midt- og Vestsjællands Politi efter to mulige biltyve, som har taget flugten. Men han finder også sin bløde side frem, da han stopper en bilist, hvis datter bliver bange og ked af det over situationen. I Upper Darby får Thomas også rigtig travlt, da han får en melding om et fireårigt barn, som har fået hjertestop. Så han sætter alt ind på at nå frem til barnet, inden det er for sent. Vlado stopper til gengæld en person, som har fået lidt for meget alkohol at drikke i sommervarmen.

Episode 10
10

Episode 10

Henrik sætter efter en bilist, der kører næsten 200 km/t. Og ikke nok med, at bilisten kører alt for stærkt, så viser det sig også, at bilisten er efterlyst. Et andet sted i politikredsen, har en bekymret borger kontaktet politiet om en slingrende bil på motorvejen, og Vlado sætter efter den. I Upper Darby bliver Thomas kaldt ud til et hjertestop, men da Thomas kommer frem, viser det sig, at personen har taget en overdosis heroin og svæver mellem liv og død.

Episode 11
11

Episode 11

På Køge Bugt motorvej står Henrik med en kvindelig bilist, der har kørt alt for stærk. Og da det viser sig, at det ikke er hendes første gang, får det store konsekvenser. Vlado mistænker en bilist for at have fået lidt for meget at drikke, selvom bilisten siger, at han kun har drukket to øl. Et stykke derfra, I Upper Darby, har ejeren af en motorcykelforretning opdaget, at der er indbrud i hans butik - han har derfor ringet til politiet og nu skal Thomas rykke hurtigt, hvis han skal nå frem før tyvene stikker af.

Medvirkende