Genre: | dokumentar |
---|---|
Tilføjet: | 8/3 2017 |
I premiereafsnittet af 'Unge i nattens kløer' forsøger vært Søren Vejby at forstå de unges udbredte brug af partystoffer. Han mødes med 16-årige Mikkel, som har været afhængig af stoffer, siden han var 14 år. Selvom Mikkel nu er på afvænning og har været clean i lidt over en måned, har han besluttet sig for at udfordre sig selv ved at deltage i en stor technofest, hvor stoffer er let tilgængelige. Søren følger på nærmeste hold Mikkels bestræbelser på at sige ¿nej tak¿ til de stoffer, han får tilbudt. Søren møder også Emma, der var tæt på at dø af en overdosis, Janus der ved, hvad de unge får tilbudt af stoffer i dag, og pusheren Max, der lever af at sælge stoffer fra sin narkobule.
Søren Vejby undersøger de helt unges drukkultur. Danske unge drikker dobbelt så meget som gennemsnittet i Europa, og de begynder i en tidlig alder. Søren møder blandt andet Rachel, som blev alkoholiker, inden hun fyldte 18 år. Han møder Michael, der mistede sin 17-årige søn ved en alkoholrelateret ulykke. Derudover følger Søren også en gruppe festarrangører, som via sociale medier arrangerer drukfester for de helt unge.
Hvis der er noget man som forælder frygter, så er det, at ens barn en nat befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og fx bliver offer for tilfældig vold. I dette program mødes Søren Vejby med ofre for grov og tilfældig vold. Søren mødes med en 17 årige pige, der første gang hun prøvede alkohol fik for meget, og endte med at blive voldtaget. Søren besøger også Julius og hans far Peter Mygind. Julius blev overfaldet af 15 unge på én gang, hvordan reagerer man som far i sådan en situation? Søren opsøger til sidst en voldsmand der har mange grove overfald på samvittigheden.
I dette afsnit af 'Unge i nattens kløer' undersøger Søren Vejby, hvordan unges seksuelle vaner har ændret sig. De sociale medier har gjort dem langt mere grænsesøgende. Han møder Nicolai på 17 år, som har delt nøgenbilleder af helt unge piger uden deres tilladelse - 'bare fordi man kan'. Søren forsøger at forstå, hvad sugardating går ud på og møder 18-årige Jasmin, som tjener penge på det. Søren tager også i byen med en flok drenge, som er på damejagt.
Søren Vejby har selv levet det vilde liv om natten i byen. Og som familiefar er Søren Vejby nu bekymret for, hvad hans egne børn kan blive udsat for, når de begynder at tage til fester. Derfor bevæger han sig ud i natten for på gadeplan at følge de unge og med egne øjne se, hvilke farer de bliver udsat for. Alt foregår i øjenhøjde med de unge, men programmet bør i den grad ses af forældre.